Forsinket indflytningsdato

Ja, så skete det næsten uundgåelige. Pga. tømrerproblemerne har vi nu fået en ny indflytningsdato:

7/9 2017

Det var lige en måned oveni den dato vi allerede havde fået forsinket én gang i forhold til den originale dato på 22/6.

Lad det være en lektion: Ved salg af hus, sørg for at sælge det med en meget god margin til den første dato I får af Huscompagniet!

I det mindste får vi 1000 kr i dagsbod pr. dag, de er forsinkede, så det bliver til en 20.000 kr. Medmindre de finder på undskyldninger for hvorfor vi ikke skal have dem alligevel selvfølgelig, men det lover de nu, at de ikke gør.

Ifm. fjernvarmen, bliver der ikke refunderet noget el fra Huscompagniet, så den ekstraregning må vi selv æde. Måske man i evt. fremtidige enterprisekontrakter kan få lavet en fast pris på el i stedet?
I det mindste er fjernvarmen nu blevet monteret efter en masse problemer med, at elforsyningens kabler blokerede for fjernvarmekablerne, så elforsyningen måtte ud og flytte på deres kabler. Som jeg så det, klodsede de kablerne op med lidt træ nede i jorden. Det skal nok holde...

Det går fremad



Endelig lidt godt at skrive om byggeriet. Huset er nu lukket, VVS, el og centralstøvsuger er lavet og der er gang i tørring af gulvet. Desværre havde HC glemt at sende mig tilmelding til fjernvarmen, så det er blevet forsinket til i næste uge. Indtil videre har de monteret et aggregat på gulvvarmen, der kører varmt vand rundt for at begynde tørringen. Denne står og æder 6000 W, så har pænt skrevet til HC og spurgt om det er en regning, de tager, da det er deres fejl med fjernvarmen, samt at hele byggeriet er forsinket, så den er nødvendig at have kørende.


Gulvvarme med strømsluger
938 KwH på to døgn??!

Ups, forkert sted til centralstøvsugeren. Det lapper vi da bare senere :-/


Jaa, det rigtige sted til centralstøvsugeren!

Fjernvarme

Sidste nyt er, at nogen hos HC har glemt at bestille fjernvarme, og lige nu truer kommunen med, at den slags skal i høring hos naboer, såfremt vejen er blevet til en privat fællesvej, så det kan tage op til 3 uger, inden vi får fjernvarme og kan få tørret gulvet. Vores indflytningsdato 10/8 kan vi vist godt skyde en hvid pil efter. Alt det vi havde planlagt så godt vi overhovedet kunne med salg af vores eget hus langt ude i fremtiden, så vi var helt sikre på ikke at skulle flytte to gange, virker lige nu forgæves :-(

Jeg får svar senere i dag, om vejen er blevet til en privat fællesvej endnu...

Opdateret:  Vi får fjernvarme den 21/6, så mindst en uges forsinkelse her også, men i det mindste ikke den helt lange forsinkelse med høringer.

Gider snart ikke mere

Har nu sendt følgende til chefer og direktør for Huscompagniet og afventer svar:

Døre og vinduer
Vi er ved at være målløse over den ligegyldighed, der hersker. Jeg forstår godt, at I ikke vil have stjålet mere og så vælger at montere vinduerne, selvom vi ikke har et tag, men hvorfor afdækker I dem ikke så??!
Se hvor drivvåde de er indvendigt:
https://goo.gl/photos/ydYhwCJZwvU4ae5J9

Jeg har talt med Rationel og de siger, at de ikke kan holde til dette og de kan komme til at revne i samlingerne indvendigt, når de tørrer. Hvad er planen så? De er også drivvåde ovenpå vinduerne. Det virker så uendeligt meget nemmere lige at have brugt en time på af afdække dem. Jeg forstår det simpelthen ikke...


Træ
I ovenstående link kan I se det træ, som I bygger huset med. Det er også drivvådt i en grad, hvor man kan hive overfladen af træet af, og så er det tilsyneladende også fyldt med skimmel. Igen, hvorfor overdækker I det ikke??! Jeg vil virkelig ikke have, at I bygger mit hus med det våde træ, da jeg ikke orker at skal til at døje med skimmel også!
All steder er træ også bare smidt på jorden. Der er ingen hensyn taget overhovedet for at undgå fugt.


Porebeton
Jeg tror, der kommer flere og flere revner. Bliver det udbedret?
Se her: https://goo.gl/photos/ZwVjAdHv6KfRfybE8


Vi har altså brug for, at I tager dette seriøst og gør noget i stedet for bare at lade stå til. Det er SÅ frustrerende det her.


Her et lille potpourri af elendighed:





Tømrerkvaler

Det viser sig, at det tømrerfirma, som Huscompagniet (HC) har ansat til at lave taget på mit hus, ikke længere har folk nok til at bygge huse, og de har opsagt aftalen med HC. Desværre er de kontraktuelt forpligtiget til at lave mit hus færdig. Dette gør dem ekstremt langsomme i deres arbejde, og de er der ikke ret meget. F.eks. om fredagen er de der senest til kl 12. Da de har opsagt aftalen med HC, er der ikke meget pres, der kan lægges på dem, så det hele står hen i det uvisse. De har lovet at være færdige næste onsdag, men jeg har godt nok min tvivl.
Da vinduerne er ankommet, er disse nu monteret, men jeg har stadig ikke et tag og der har været voldsomme mængder af regn den sidste uge, så alt er virkelig vådt, og der kommer til at være ekstra tørringstid og flere udgifter til mig i elforbrug. Ved heller ikke om vinduer er beregnet til at blive våde indvendige, men det bliver de i hvert fald nu. De blev monteret fordi de var bange for at de ellers ville blive stjålet, da der har været en del tyveri allerede.

Ting som disse tror man naivt, at man skal være foruden hos en stor spiller som HC, men det skal aldrig glemmes, at det ikke er dem, der bygger dit hus. De ansætter bare andre firmaer til det, så reelt er det et spil på rouletten om hvilke håndværkere man får. Meget lidt betryggende. Problemet er, at de heller ikke gør noget ved det, for de har en kontrakt med tømrerfirmaet, som de ikke kan komme ud af, uden det koster penge. Desuden mener de heller ikke, at andre firmaer vil overtage et halvt færdigt projekt, hvilket man jo godt kan forstå. Jeg forstår dog ikke helt, hvorfor man ikke kan opsige en aftale, når den er misligholdt.

Jeg havde et krisemøde på pladsen sammen med byggelederen, den tekniske chef og min byggesagkyndige. HC er nu også begyndt at lufte tanken om forsinkelse på projektet. 1-2 uger siger de indtil videre. Dog vil de først melde noget ud, når huset engang er lukket og tørt. Godt nok ikke smart, når man har solgt sit eget hus...

Nu med vinduer, men uden tag

Sjusk og mere sjusk

Der er nu blevet repareret en masse revner i porebetonen. Min byggesagkyndige har noteret alle steder i det tilfælde at revnerne skulle genopstå, så vi kan påvise, at det ikke bare er et tilfælde. Generelt mener han, at revnerne skyldes, at man bare har smidt alle spærene op på indervæggene i to tunge bunker.


Spær lagt ovenpå indervæggene


De er også begyndt at lægge lidt isolering rundt omkring. Desværre afdækker de ikke de steder, de har lagt det, så det står bare og suger vand. Meget mærkeligt, at de ikke koordinerer det med at montere undertaget.
Efter at kontakte byggelederen fik jeg dem til at afdække bryggerset hvor de havde lagt flade batts på. Resten gad de dog ikke, for det "plejede de ikke at gøre". Ikke engang pallerne med ikke monteret isolering gad de afdække. Nu går vi så en regnfuld pinse i møde. Ja, jeg er ved at få en god ide om niveauet hos  Huscompagniet. :-(

Afdækning - en by i Rusland